
Jobopslagene bliver tit skrevet i en fart. Det er trist.
Et sjusket jobopslag kan nemt tiltrække de forkerte ansøgere.
Det giver en masse tidsspilde – og i værste fald sker der en fejlansættelse.
Til gengæld tiltrækker det gode jobopslag de helt rigtige ansøgere – samtidig med at det styrker virksomhedens image.
Derfor kan det være en rigtig god investering at få en professionel tekstforfatter til at skrive det næste jobopslag.
Læs, hvorfor jobopslagene er så vigtige – og hvordan du skriver en god stillingsannonce.
Fejlansættelser er fatale – men kan undgås med et godt jobopslag
En fejlansættelse kan koste din virksomhed rigtig dyrt i penge og tidsforbrug.
Det kan blive nødvendigt at fyre den fejlansatte medarbejder.
Det tærer på sammenholdet i virksomheden. Måske bliver kollegerne bange for at miste deres eget job og søger nye græsgange.
I værste fald kan virksomheden også miste indtægter, fordi kunderne måske ikke får den rigtige hjælp.
Sådan skriver du et godt jobopslag, når du er din egen skribent
Stillingsannoncen skrives efter en nem skabelon, som alle kan lære.
Du skal dog være indstillet på en hurtig brainstorm, før du skriver.
Det kan også være, du skal tale med de ansatte i den afdeling, hvor de mangler en ny medarbejder.
Det er vigtigt, at du ved, præcis hvad den nye medarbejder skal lave – og hvad det kræver.
Selv hvis du er direktør eller ejer, kan der være noget, du ikke ved.
Det kan fx være, det er afgørende for kollegerne, at den nye mand eller kvinde bag skrivebordet kan bruge et bestemt computerprogram, så et vigtigt projekt kan færdiggøres.
Spørg dig selv:
Hvordan vil du præsentere virksomheden sælgende og præcist i en linje?
Hvilken medarbejder søger virksomheden? Hvem er den person menneskeligt og fagligt?
Hvilke arbejdsopgaver skal den nye kollega løse?
Hvilke muligheder er der for den nye medarbejder i virksomheden?
Når du har oplysningerne, er du klar til at skrive stillingsannoncen.
Skriv hurtigere og bedre med en let jobopslag-skabelon
Prøv selv at skrive det næste stillingsopslag med den nemme skabelon.
Det er ikke svært, og der kommer en god jobannonce ud af det, som markedsfører virksomheden godt og tiltrækker de rigtige ansøgere.
Overskrift: Hvilken medarbejder søger virksomheden?
Vær præcis – og sørg for, at overskriften fanger opmærksomheden:
”E-mail Danmark søger en dedikeret ordsmed, der kan sælge med e-mailmarketing”.
Kortfattet præsentation af virksomheden
Hvilke opgaver løser virksomheden for hvem? Igen – vær præcis, men husk også, at teksten skal brande virksomheden:
”E-mail Danmark står bag e-mailmarketing, der skaber vækst i 10 000 store danske virksomheder. Lige nu leder vi efter dig, der har mange års erfaring med e-mailmarketing.”
Selve jobbet: Hvad skal den nyansatte lave?
Afsnittet skal have en overskrift. Du kan enten skrive ”Jobbet” – eller måske noget lidt mere interessant, for eksempel: ”De her opgaver kan du glæde dig til:”
Derefter beskriver du opgaverne.
”Det er dig, der planlægger og skriver catchy, informative og selvfølgelig sælgende e-mails til vores virksomhedskunder. Du analyserer nysgerrigt resultatet af dit arbejde, så vores kunder får maksimalt udbytte af dit arbejde ved tasterne.”
Ansøgeren: Hvilke kvalifikationer har den rigtige ansøger?
Skriv først de faglige, herefter de menneskelige kvalifikationer, du er på udkig efter.
- Du har en relevant uddannelse, fx i kommunikation
- Du har mindst to års erfaring som tekstforfatter fra et bureau, en kommune eller en større virksomhed
- Du er vant til at arbejde med Mailerlite og Google Search Console
- Du er ikke bange for at skrive til et meget stort publikum
- Du ved, hvordan du analyserer åbningsrater, klikrater og salg.
Fremtiden: Hvad kan virksomheden tilbyder den nyansatte?
Overskriften kan fx være:
”Jobbet er perfekt til dig, som drømmer om, at:
- Du skaber vækst for danske virksomheder hver dag
- Du samarbejder med branchens bedste, så du lærer noget nyt hele tiden
- Du får gode kolleger og et arbejdsliv med plads til familie og fritid.
Oplysninger om alt det praktiske og opfordring til at søge jobbet
Her skriver du om arbejdspladsens adresse, arbejdstiden, og om der er særlige goder, fx flekstid eller gratis frokost.
Desuden skal der stå, hvor man kan henvende sig med spørgsmål om jobbet.
Til allersidst i jobannoncen skal du skrive, hvordan og hvornår man søger jobbet – og hvad der forventes af ansøgningen.
Der vil typisk være krav om at vedlægge CV og kopi af eksamensbevis.